Klostermarkens Børnehus - et grønt sted at gro
Ovenstående sætning er institutionens slogan, og i nedenstående tekst kan du læse mere om hvordan natur indgår i vores dagligdag med børnene.
I det daglige udeliv i børnehuset, gives der plads til både spontane aktiviteter og til de mere planlagte vokseninitierede aktiviteter. Vi følger børnenes initiativer, børnehusets traditioner og årstidernes rytme. Vi ser alt spire og gro i foråret, vokse til henover sommeren, modnes i løbet af efteråret, og gå i dvale igen om vinteren.
En stor del af vores dagligdag med børnene foregår i det fri, enten på vores udearealer eller i nærmiljøet, og ser hvad naturen tilbyder os af stimuli. Vi bruger vores sanser, føler, ser, hører, smager, dufter og oplever den skiftende årstid. Vi lader os forundre, begejstre og er nysgerrige på de naturfænomener, vi oplever. Vi tilbyder børnene gode og positive førstehåndsoplevelser ved at færdes i naturen. Vi oplever og får erfaringer i og med naturen, samt udvikler naturkendskab/forståelse og respekt for dyr, planter og miljø.
Børn har behov for at kunne udfolde sig fysisk og bruge deres krop aktivt. Udelivet tilbyder os rige muligheder for at bruge og få udfordret hele kroppen, både grov og fin motorisk. I uderummet har vi højt til loftet og god plads til at udfolde os på. Vi kan løbe, hoppe, klatre, rulle, slå kolbøtter, gå og balancere. Der er mindre støj, færre afbrydelser og derved også mulighed for stille lege med fordybelse og nærvær.
Der er et væld af muligheder når børn færdes i naturen. Muligheder for at konstruere, samle, skabe, eksperimentere, lege og bevæge sig. Naturen og dens mange forskellige materialer giver næring til den frie fantasi og sætter færre begrænsninger end traditionelt lejetøj, som ofte er fastlåst i funktion og udseende. I naturen bliver grankogler til bolde, pinde til tryllestave, sten til chokoladeknapper på toppen af mudderkagen og det væltede træ er pludselig blevet til et sørøverskib.
Ved at bruge naturen i dagligdagen støtter vi alle børns dannelse, trivsel og udvikling. Vi har særligt fokus på det positive samspil, og nærværende relationer, samt at støtte børnenes udvikling af selvværd, empati, ansvarlighed, tillid, gå på mod og livsglæde.
Målet er at børnene vokser op og forhåbentlig bliver aktive medborgere, der kan og vil bidrage til fællesskaber og at de kan tage hånd om vores natur og miljø